Camerons Smiths “besynderlige” straf i FedEx St. Jude Championship.
Søndag morgen den 14. august 2022 blev Cameron Smith idømt to strafslag for en besynderlig forseelse fra lørdagens runde i FedEx St. Jude Championship.
På hul 4 under lørdagens runde slog Cameron Smith sit teeslag i vandet (et strafområde). Han droppede fri (med ét strafslag) og alt var tilsyneladende i den skønneste orden.
Men… det viste sig, at bolden – efter at være droppet – var endt meget tæt på strafområdet… faktisk så tæt, at den rørte den røde linje (der afgrænsede strafområdet). Ups. Det må den ikke. For hvis bolden rører strafområdet, så er den i strafområdet. Og når man tager lempelse fra et strafområde, så skal man tage fuld lempelse. SÅ: Han havde spillet fra et forkert sted, hvilket koster to strafslag. (For regelnørder: Straffen blev idømt efter Regel 14.7 (Forkert sted) jfr. Regel 17.1 (lempelse fra Strafområder).)
Du kan se nærmere om episoden her:
Here is the full video of the Cam Smith penalty.pic.twitter.com/CV57DlYRg4
— Golf Digest (@GolfDigest) August 14, 2022
Som altid medførte en sådan straf kritik fra forskellige sider. Kritikken gik særligt på, at regelkomitéen egentlig HAVDE set episoden ”live” lørdag og havde besluttet, at alt var OK. Men en af regel officials’ene havde så sent lørdag aften set en genudsendelse af runden og synes åbenbart det så mistænkeligt ud – og derfor holdt komiteen et møde søndag morgen og besluttede sig for at tage en snak med Smith kl. ca. 11.20… hvilket var mindre end to timer før Smith skulle slå ud. Smith oplyste under denne snak, at bolden havde rørt stregen. Dermed var der ikke noget at gøre – han fik de to strafslag (det var dog for sent til, at man kunne ændre boldsammensætningerne).
Straffen medførte, at Cameron Smith gik fra ved søndagens start at være to slag efter den førende spiller til at være fire slag efter. Søndagens runde i par (70) rakte til en 13. plads, seks slag efter vinderen (Will Zalatoris).
De af jer, der har været på regelaften med mig, vil vide, at man gennem tiderne ikke så få gange har ændret reglerne, efter at en professionel spiller har ”grædt” over en idømt straf. Så vidt vides græd Smith ikke, så derfor bliver denne regel næppe ændret… (:-)).
/Brian