Nye 2023-regler offentliggjort!

Kære alle.

Så er spændingen udløst. De nye 2023-regler er blevet offentliggjort!

Der er ikke tale om de helt store ændringer denne gang – og da slet ikke sammenholdt med de mange store ændringer, der skete i 2019.

De fire vigtigste ændringer.

Jeg vil kun lige nævne nogle få ændringer:

  1. Flaglinje-reglen forsimples, således at man fra 2023 af blot skal droppe et sted på flaglinjen, og så skal bolden ende inden for én køllelængde af det sted, hvor den lander i droppet. Bolden må således fx godt rulle tættere på hullet, men højst én køllelængde.
  2. Du behøver ikke længere skrive dit handicap på dit scorekort.
  3. Hvis din kølle går i stykke, og det ikke skyldes “abuse” (den danske oversættelse kendes endnu ikke – men noget a la dårlig/forsætlig adfærd), så må du (i modsætning til udgangspunktet i dag) gerne erstatte den med en anden. Fx hvis køllen ødelægges, når du slår et slag til bolden tæt på et træ.
  4. Når du har droppet, placeret eller genplaceret en bold, og bolden så efter at have været kommet til hvile ruller hen til et andet område på banen: I dette tilfælde skal man i 2023 genplacere bolden (i modsætning til i dag, hvor man skal spille den, som den ligger.
    1. Hvis man fx. dropper fri fra et strafområde, og bolden så ligger stille i 10 sekunder… og derefter ruller ned i strafområdet igen: I 2023 skal man genplacere bolden uden straf (hvorimod man i dag skal spille den, som den ligger – eller fx. med yderligere ét strafslag tage lempelse fra strafområdet).

Udover dette er der indført en ny regel 25 (reglerne for paragolf, der nu er en del af selve regelbogen), straffen for et erstatte en bold med en anden (i en situation, hvor man ikke må) er sat ned til ét strafslag mv.

Dertil kommer en række sproglige ændringer, en række nye mulige lokalregler mv.

Lær mere.

Hvis du gerne vil vide mere om de nye regler, så er der en del muligheder:

  1. Du kan se denne oversigt over de 5 vigtigste ændringer (engelsk).
  2. Du kan se en video samt yderligere grafiske dokumenter om ændringerne på dette link (engelsk).
  3. Du kan melde dig til weekendkurset den 11. – 12. marts i Himmerland.
  4. Du kan blive personligt medlem af Oswald Academy, hvormed du kan få svar på alle dine regelspørgsmål – også om 2023-reglerne.

/Brian