Forkert drop af McIlroy i Tour Championship?

Rory McIlroy vandt som bekendt FedEx Cuppen for nyligt på PGA Touren (inkl. 18 millioner $) efter en fantastisk søndag, hvor det lykkedes ham at overhale Scottie Scheffler, der ellers havde ført uafbrudt fra torsdagen af.
På 18. hul (par 5-hul) kom der lidt drama, idet McIlroy slog sit andetslag op mod en tilskuertribune, og bolden endte tæt på tribunen. McIlroy løftede blot sin bold – men en del ”kommentatorer” på sociale medier synes ikke umiddelbart det havde set ud som om, at hans sving var generet af tilskuertribunen, hvorfor de ikke mente, at han i det hele taget måtte droppe fri uden straf.
Næste kritikpunkt var selve droppet. Jeg har set droppet fra et par forskellige vinkler, og det så ret tydeligt ud som om, at han droppede fra klart under knæhøjde. Det koster som bekendt ét strafslag, hvis ikke man retter fejlen, inden man slår (hvilket han ikke gjorde). Men McIlroy fik intet strafslag – der stod en regeldommer lige ved siden af, og han reagerede ikke på dette.
Se video af episoden her (samt drøftelser om det hele – på engelsk):
Det er nok typisk, at når en spiller vinder, så skal de sociale medier altid finde et eller andet at skrive negativt om. Men måske der var lidt om snakken i denne situation?
/Brian