Will Zalatoris’ vilde regel-håndtering i PGA Championship.

Nogle gange er reglerne ret enkle. Såsom at man skal droppe fra knæhøjde. Eller at man må tee’e bolden op på teestedet. Andre gange er de mere komplicerede, og dette var tilfældet for Will Zalatoris i den nyligt spillede PGA Championship.

Under søndagens afgørende runde slog han på sjette hul (par 3-hul på ca. 200 meter!) bolden ud i noget buskads. Han valgte at gå frem efter uspillelig-bold-reglen og droppe inden for to køllelængder af det sted, hvor bolden lå, ikke nærmere hullet. Han droppede korrekt… på en sti…! Bolden endte imidlertid uden for de to køllelængders droppeområde, hvorfor han droppede om. Det samme skete igen, hvorfor han placerede bolden dér, hvor den havde ramt banen i omdroppet.

Men regel-problemerne var ikke ovre. Bolden ville nemlig ikke ligge stille, da han placerede den, hvorfor han prøvede at placere den én gang mere – med samme resultat! Derfor skulle han nu finde det nærmeste punkt – ikke tættere hullet – hvor bolden kunne ligge stille.

Er du stadig med? Godt. For Zalatoris havde nemlig været udspekuleret/fremsynet. Bolden lå nemlig nu på stien, hvorfor han måtte tage lempelse uden straf (fordi han var generet af en ikke-flytbar forhindring). Men hold nu fast: Han var også berettiget til at droppe fri uden straf fra noget andet…. nemlig et TV-tårn, der var i spillelinjen! De professionelle har således ofte mulighed for at droppe fri fra fx TV-tårne, telte, toiletbygninger og andet midlertidigt, der betragtes som ”Midlertidige ikke-flytbare forhindringer” – også selvom de ikke fysisk generer spillerens slag/stance osv. – hvis blot TV-tårnet osv. er i spillelinjen. (Os almindelige dødelige spillere har som oftest ikke denne droppe-fri-mulighed).

Zalatoris droppede derfor korrekt fri fra TV-tårnet…. og bolden endte igen på stien (inden for det korrekte droppeområde)!

Herfra kunne Zalatoris have droppet fri uden straf, men det gjorde han ikke, men spillede den i stedet, som den lå! Hvorfor nu det?? Svaret er simpelt: Det nærmest punkt for fuld lempelse fra stien var inde i buskene, og eftersom man SKAL tage fuld lempelse, så ville han have skullet droppe inde i buskadset!

Zalatoris spillede altså i stedet bolden, som den lå, og slog den op til tre meter fra pinden og holede puttet…. for en flot bogey!

Zalatoris endte som delt nummer 1 i -5 og skulle derfor i et 3-huls omspil om sejren med Justin Thomas, og her trak Thomas sig sejrrigt ud.

/Brian